Forskere
Stadsarkivets samlinger er en central indgang til forskning i Københavns historie
![]() |
Arkivet og København
På Københavns Stadsarkiv findes kilderne til stort set alle sider af byen Københavns sociale, kulturelle, økonomiske, politiske og administrative historie. Enkelte kilder skal findes på Landsarkivet for Sjælland eller på Rigsarkivet. På landsarkivet findes politiets, retsvæsenets og andre instansers arkiver. Mens arkiver fra direktioner og kommissioner nedsat under Danske Kancelli, Kommandanten på Kastellet, Indenrigsministeriet og Havnevæsenet, kan findes på Rigsarkivet.
Byens administration
Det er først og fremmest byens forvaltningsarkiv, det vil sige Magistratens, senere kommunens administrative arkiver, der fylder op på Stadsarkivets hylder. Hertil skal lægges arkiverne fra de instanser, som gennem tiden har hørt under Magistraten/kommunen eksempelvis hospitaler, skoler, gymnasier, børnehjem og plejehjem.
Hvad rummer arkivet?
Foruden forvaltningsarkivet rummer Stadsarkivet også byens politiske arkiv. Det vil sige den københavnske borgerrepræsentations forhandlinger og beslutninger siden dens oprettelse i 1840’erne samt flere borgmestres embedsarkiver. Hertil kommer en række såkaldte privatarkiver, det vil sige, arkiver fra personer, institutioner og foreninger, der ikke har hørt under den kommunale forvaltning, men som er relevante for studier i byens historie. Arkivet rummer også en meget stor samling af københavnererindringer om livet i byen i det 20. århundrede, indsamlet i 1969 og 1995.
Om at benytte Stadsarkivets samlinger
Et kendskab til Københavns administrative struktur og den måde, forvaltningen gennem tiden har været opbygget på, udgør det allerbedste fundament for at benytte arkivets samlinger.
Mange af de arkivalier, der findes i arkivet, stammer imidlertid ikke fra Magistratens administration, men fra selvstændige direktioner og kommissioner eller fra foreninger, politiske organer som De 32 Mænd og Borgerrepræsentationen, private organisationer, privatpersoner med flere.
Den letteste måde at finde oplysninger om disse forskellige typer af myndigheder og organisationer på er at søge på emneord i STARBAS
Oplysninger om byens forvaltning og administration kan også findes i Forvaltnings- og byhistorie.
Du er velkommen til at henvende dig til os, hvis du har spørgsmål, som du ikke kan finde svar på.







