De små arbejdere – om børnearbejde i Danmark 1873-1918
Undervisningsmaterialet om de små arbejdere handler om børnearbejdet i byen, primært i København
Anvendelse af børns arbejdskraft uden for hjemmet havde tidligere været et rent landbrugsfænomen. Men den vækst inden for industri og handel, der satte ind i sidste del af 1800-tallet, kom sammen med den tiltagende urbanisering til at ændre ved det billede. Der blev rift om børnearbejderne i byerne.
Undervisningsmaterialet handler om den voksende bekymring hos læger og fabriksfolk over misbrugen af børns arbejdskraft, og om de love, der fra 1873 blev vedtaget for at begrænse et sådant misbrug. Og det handler om det tiltagende børnearbejde uden for industrien, om mælkedrenge og bybude, og om de regler, der i det tidlige 1900-tal blev vedtaget på området.
Datidens debat om børnearbejdet i Danmark har desuden et nutidigt perspektiv i forhold til den aktuelle debat om børns arbejde i tredje verdens lande.
![]() |
|---|
| Det var fabrikkers anvendelse af børns arbejdskraft, der gav anledningen til, at der i starten af 1870´erne kom fokus på børnearbejde i Danmark. Regler for børns arbejde uden for fabriksområdet trak det noget længere ud med. F.eks. reguleringen af mælkedrenges og bybudes lange arbejdsdage. Billedet er fra starten af 1900-tallet og findes på Københavns Stadsarkiv. |







