Hvad legede de københavnske arbejderbørn for 100 år siden? Legetøj havde de ikke meget af og det, de havde, var hjemmelavet. Legene foregik oftest i byens gader og baggårde. Men der er elementer i deres lege, der går igen i moderne lege. Elementer, der er nedarvet fra generation til generation

Pensionister fortæller

Omkring 1900 så gadebilledet i København ganske anderledes ud end i dag. Det var hestevogne, trækvogne og budcykler, der dominerede i gaderne. Og så et utal af legende børn. For trods politiets forbud mod leg på gaden, var den mange arbejderbørns foretrukne legeplads. Det fremgår af de erindringer, som københavnske pensionister i 1969 nedskrev om deres opvækst i landets hovedstad i årene omkring 1900. F.eks. fortæller Ellen Neelmeyer, der var født på Sønderboulevard på Vesterbro i 1901, om det liv, der på den tid udspillede sig på boulevarden. Børnene spillede bold, legede skjul, røver og soldater, dansede i rundkreds med sanglege, legede med dukker, spillede klink, top, hinker ruder, nipsede nipsenåle og spillede terre med sten- eller marmorterninger.

Mange af beretterne nævner ligesom Ellen Neelmeyer de lege, de legede som børn. Færre af dem beskriver indgående, hvori disse lege bestod. En af dem er Gahms Henriksen. Han giver ikke alene en detaljeret beskrivelse af nogle af drengenes mest yndede lege, men også af lege, som piger og drenge kunne være fælles om og af sanglege, der kun var for piger.

Gahms Henriksen voksede op på Amager i begyndelsen af 1900-tallet. Hans beskrivelse af de enkelte lege gengives nedenfor i en lettere forkortet og sprogligt bearbejdet form.

Klink

”Der blev spillet meget klink. Vi spillede om janter, de blyknapper, der brugtes til mælkedrengenes skjorter, eller om olderter, der i vores slang var betegnelsen for uniformsknapper af enhver art. En knap fra en menigs uniform kaldtes en 2-todter, de små politiknapper med billedet af et øje i en hånd var 3-todter, en knap fra en brandmandsuniform var vistnok en 4-todter og således videre op til en 64´er, som formodentlig har været en generalsknap el. lign. Øjet bag på de knapper, vi spillede med, var af praktiske grunde slået flad. I selve spillet brugte man sin favoritknap, men ved tab og gevinst var det som regel en knap med øjet intakt, der blev betalt med.

Der var to måder at spille på. Man kunne enten ”slå ud”, dvs. slå janten eller olderten ind mod et plankeværk og derved bringe sin egen knap så nær ved modstanderens eller modstandernes knapper, at man kunne spænde fra sin egen knap til en eller flere af de andre, hvilket ville sige nå med udspilede fingre fra knap til knap. Som regel brugte man tommelfingeren og lillefingeren. Kunne man det, var modstanderens knap vundet. Det var meget fint, hvis der lå to knapper med dobbeltspænds afstand, da at lægge sig lige midt mellem dem og vinde to knapper på en gang. For slet ikke at tale om, hvis der lå tre i en trekant. En spiller, der spillede på det og vandt, blev meget beundret af den næsten altid talrige tilskuerskare.

Der kunne spille så mange spillere, der ønskede at være med. Men fire til fem deltagere var det almindelige.

Man kunne også ”stikke”, dvs. spille til streg. Det skete altid på et jordet sted. Det kunne også lade sig gøre på beton til en kridtstreg, men det var i så fald meget vanskeligt at beregne kastet, da knapperne sprang og rullede for meget. Det gjaldt her om at komme nærmest til stregen. Kasteafstanden var omkring 5-7 skridt, og når alle deltagerne havde kastet, havde man lov til at ”gi”. Ønskede man det, måtte man bruge så mange knapper, som man ville for at opnå den fordel at ”rusle”. Dvs. lægge samtlige knapper eller halvdelen af dem, der var i puljen alt efter antallet, mellem sine hule hænder, blande dem godt og sluttelig kaste dem til vejrs, så de hvirvlede rundt. Derefter kunne man pille alle dem, der viste krone, dvs. havde forsiden op, fra til sig selv. De knapper, der viste ”snik”, dvs. havde bagsiden op, blev så overladt til nummer to og således videre, til der ikke var flere knapper tilbage. Man kunne altså ”gi” efter tur, men havde man en gang afslået, kunne man ikke få ret til at ”gi” mere i samme spil. Man havde også ret til, når man gav, at forsøge at slå den mønt, der lå nærmest stregen, væk med et kast og derpå i et eller flere ekstra kast selv komme nærmest. Var der tvivl, og det kunne der ofte være, appellerede man straks til de omkringstående. Sædvanligvis fik den, der lå nærmest, medhold.

Det var en yndet spøg, når en dreng havde vundet meget i et spil, at spørge ham, hvor meget vandt du? Når han så triumferende rakte hånden frem, kunne et slag mod hans hånd nedefra få ham til at tabe alle vundne knapper. Tilskuere og spillere faldt så over gevinsten, ikke så meget for at hjælpe, men for de flestes vedkommende for at redde sig et par olderter, så de kunne være med i spillet. Fakta er, at den adspurgte i næsten alle tilfælde mente, at han ikke havde fået sit ”sæt”, hvilket vil sige hele sin beholdning igen. Denne utyskestreg blev af næsten alle betragtet som en god spøg – dog næppe den det gik ud over.

Når man ønskede at ”gi”, var det et almindeligt spørgsmål: Hvor mange er der i ”gisen”. På almindelig dansk, hvor stor er beholdningen, idet indsatsen gerne skulle stå i nogenlunde forhold til den eventuelle gevinst.

Pigerne havde deres tilsvarende spil med nipsenåle, hvilket også helt er gået af mode. Det spilles dog nu med kugler både af piger og drenge. Også nipsenåle havde deres forskellige værdi uden at jeg dog er i stand til at huske enkelthederne. Det var jo et ”tøsespil”.”

Sanglege

”Det vil altid være forbundet med sol og sommer, når jeg kommer til at tænke på pigernes sanglege. Jeg ser gården i Drogdensgade for mig. Det er midt i ferietid, relativt få af gårdens børn er på landet. En snes piger, alle med brogede forklæder på, leger rundekrans, som de kalder det. De går op i legen med en ildhu. Det kan kun virke inciterende og jeg er næsten misundelig over, at jeg som dreng ikke kan være med, bortset fra at pigerne slet ikke kunne tænke sig at have drenge med. Det lyder fra kredsen ”Munken går i enge”, ”Bro bro brille”, ”Tornerose” samt den endeløse, af hvilken jeg kun erindrer følgende strofe:

Forleden dag jeg var ude at spadsere

Mødte jeg en officer.

:/ Jeg  måtte gøre honnør,

Skønt jeg var i dårligt humør:/

Nu er jeg blevet løjtnantsfrue,

Det er noget jeg kan li´.

Forleden dag osv….. 

Eller følgende

Min far har tre brogede grise

En brun, en grå og en der hedder Lise

Denne vise den var ikke lang

Derfor synger vi den nok en gang. 

Og endelig

Vinde, vinde nøglegarn

Så fint, så fint som rendegarn.

For Anna ville vi bukke,

for Anna ville vi neje,

for Anna ville vi vende os om

og gøre en lille komfeje. 

En komfeje blev betragtet som en gestus, en kompliment. Man bukkede, man nejede og slog ud med armene, idet man bøjede knæ og hoved. Det var en komfeje. En i forvejen udvalgt vendte sig om og gik videre i legen med ryggen mod midten. Således blev man ved til alle havde fået en kompliment og havde vendt sig, og så gik det tilbage igen.

Meget populær var ”Jeg gik mig over sø og land”, og den meget specielle halvt som en folkedans med chassétrin frem og tilbage af de to mod hinanden dansende hold:

Der kom tre mænd fra det Røde Hav

Hejsada sa´e Pilatus.

Derpå danser andet hold frem:

Hvad vil de mænd fra det Røde Hav?

Hejsada sa´e Pilatus.

Og forfra:

Vi vil ha´ jer yngste datter.

Hejsada sa´e Pilatus.

Hvad vil I med vor yngste datter?

Hejsada sa´e Pilatus.

Vi vil gifte hende bort.

Hejsada sa´e Pilatus.

Hvad for en mand skal hun så ha´.

Hejsada sa´e Pilatus.

Her rådslår de tre mænd et øjeblik og synger f.eks.:

Hun skal ha´ en skraldemand.

Hejsada sa´e Pilatus.

Nu bliver der en fnisen

Tag hende så med glæde da.

Hejsada sa´e Pilatus.

Således blev man ved, indtil der kun var tre mand tilbage i den anden række. Derpå begyndte man forfra, idet man bestandig fandt på morsomme eller skrækkelige såvel som kønne stillinger for brudgommen helt op til kongesøn. Men den med skraldemanden eller det der er værre var mest skæg.

Endelig er der den folkeviseprægede:

Tre piger de gange alt ud på en sti,

den ene hun var så bedrøvet.

Har du mistet din far?

Har du mistet din mor?

Eller har du vel mistet din kærest?

Nej, jeg har hverken mistet min far eller mor

Og ej heller min kærest.

Her kan jeg ikke komme videre, da jeg så sjældent hørte den synge, og derfor ikke har lært visen, selv om den optog mig stærkt.” 

Her kommer Rolf

”Drengenes lege var selvfølgelig mere kraftbetonede. Navnlig ”Her kommer Rolf” kunne være hård. En af drengene blev valgt til rollen som Rolf. Han skulle helst være både dristig og atletisk. Drengene formerede sig i en lang række og løbende efter anføreren sang man i takt med løbet: ”Her kommer Rolf! Her kommer Rolf! Her kommer Rolf og hans kæmper!”

Med passende mellemrum foretog Rolf så en bevægelse, som skulle gentages af hele raden af kæmper. Det var et ufravigeligt krav. Ville eller turde en dreng ikke gøre som Rolf, blev han straks udelukket af legen. Rolf kunne f.eks. springe op og slå på et reklameskilt eller en rude foran en butik. Og så gjaldt det om at være rap, inden indehaveren kom ud og afstraffede de sidste af synderne.

Man tog det ikke så nøje med, hvem det gik ud over. En uskyldig dreng eller pige kunne få et skub, der kunne kimes på en dørklokke i opgangen, så en, der boede på 4. sal, blev alarmeret. Rolf har en gang præsteret at løbe op ad køkkentrappen i vores gård og springe ud af det lavtsiddende trappevindue. Jeg ved ikke, hvor mange der fulgte ham, men både jeg og min bror gjorde. Jeg kom ned på hælene og var rystet fra top til tå. Men vi, der turde, blev beundret meget af de øvrige i flokken.”

Skjul og stranto

”En anden leg bestod i, at en dreng stillede sig op ad en mur og talte til fem eller ti i rask tempo. Han havde lov til at variere dette. Når han nåede endetallet, vendte han sig rapt om, og hvis nogen ikke stod bomstille, blev han vist tilbage til udgangspunktet, som vel kunne være 35 meter borte. Den der først nåede frem, overtog derpå tællerens plads og legen begyndte forfra.

 Der var også fælles lege som skjul, hvor det navnlig hen under aften, når skyggerne blev lange, var sjovt at ha´ tøserne med. Også til boldlegen ”Stanto!” var det morsomt at have pigerne med. Den startede med, at en forud udpeget kastede bolden op i luften eller slog den hårdt i jorden. Det var signalet til, at hele flokken, som var med i legen, spredtes til alle sider. Når han igen havde bolden i hænderne, råbte han ”Stanto!” og alle skulle blive stående på stedet. Dog havde de ret til at vende ryggen mod kasteren, idet det var hans opgave at forsøge at ramme en af de nærmeste. Lykkedes det, skulle den ramte gå ud. Lykkedes det ikke, kunne den første, den bedste gribe bolden. Legen fortsatte til der kun var sejrherren tilbage.”

Gadekampe

”Hen på foråret når solen og lyset kaldte virketrangen frem hos drengene, begyndte også skærmydslerne gade mod gade. Der vankede dog sjældent brådne pander. Bevæbningen var godt nok kæppe, kosteskafter og lægter, men det var mere munden, der blev brugt til gensidige skældsord end næver og våben til kamp.

Hen mod St. Bededags aften standsede stridighederne. Nu gjaldt det den fælles fjende, Christianshavnerne eller Nitterne. Navnet stammede fra de mange nitterdrenge, der arbejdede hos B&W. Drengene på Amager samledes da i kælderhalse, på trappegange, i kroge, i gårde og gader eller under de skråtlagte træflager, der efter fyraften blev lagt over de 4-5- trins nedgange til øltappernes eller cykelsmedenes arbejdskældre. Fantasien fik frit løb, når 4-5 drenge var forsamlede i mørkningen et af de steder og cigaretterne var tændt. Det var utrolige historier, der blev fortalt om sammenstød på og omkring Christianshavns vold mellem flere hundrede drenge og halvvoksne.

Det er afgjort, at disse slagsmål engang i tidernes morgen havde været en svøbe for befolkningen. Mine ældre brødre har fortalt mig mange eksempler på det. De vovede sig da ikke gennem Torvegade og strækningen mellem voldgravene, hvor der da var en fast træbro, der skulle passeres, når de om aftenen kom fra by- eller læreplads i København. Den dag blev hestevognene benyttet. Cykler ejede kun de færreste drenge, der skulle frem og tilbage gennem farezonen. Jeg har hørt om en enkelt, der forsøgte at forcere broen en sådan aften. Cyklen endte i voldgraven.

Jeg var egentlig for lille til at være med til de drabelige slagsmål, men har dog i 1910 som 12-årig været et sådant sammenstød på nært hold. I dag skal nitterne sgu ha´ tæv, sagde en af de skrappeste mælkedrenge. Han var bevæbnet med en 3 alen lang lægte, hvorigennem der i den ene ende var slået et rustent 6 tommer søm. Et frygtindgydende våben, der så ud til at stamme fra tørrestativet i gården. Det var det særlige det år, at vi skulle have forstærkning fra Kastrup, Tømmerup og St. Magleby. Om de kom, ved jeg ikke. Men det var da en anseelig flok, der stødte sammen med en flok nittere, omtrent der hvor Christmas Møllers Plads ligger i dag. Noget alvorligt sammenstød så jeg dog ikke noget til. Nitterne trak sig planmæssigt tilbage, da de havde vurderet, hvor mange og hvor store Amagerne var. Det blev kun forpostfægtninger.

Jeg fik ikke afslutningen af ”slaget” at se, da jeg ikke turde trække tiden længere ud. At jeg på min byplads skulle have arbejdet til over kl. 21 ville være for usandsynligt. Senere berettere fortalte, at der havde været nogle alvorlige dyster ud på aftenen. Da vi kort efter flyttede fra kvarteret, har jeg aldrig fået det bekræftet. Jeg har i øvrigt ikke senere hørt om slagsmål på volden St. Bededagsaften. ”Slaget” i 1910 har måske været afslutningen på en epoke.”

Top og trillebånd

Gahms Henriksen har i den detaljerede fortælling om barndommens lege ikke toppen og trillebåndet med. De var ellers populære blandt datidens børn. Om toppen fortæller Rudolf Leo Jensen, der var født i 1900 i Borgergadekvarteret:

”Toppen havde alle drenge og piger. Man havde gerne et par stykker. De havde jo mange faconer, men altid med et buet messingsøm i den tynde ende. Og så hørte der en pisk med lang snert til. Man startede toppen med tommel og pegefinger og lod den falde ned på jorden, hvor det gjaldt om at holde den i fart ved at slå til den med piskesnerten. Det krævede megen plads og helst på asfalt. Der var mange som spillede på fliserne, men man blev skældt ud af de gående.”

Axel H. O. Christiansen, der var født i 1899 og voksede op på Frederiksberg, fortæller om, hvordan man dengang legede med trillebånd eller tøndebånd, som de også blev kaldt: 

”Man kunne købe trillebånd af træ, men det bedste var at have et gammelt cykelhjul, hvor dæk, slange og eger var fjernet (en fælg). Så slog man på hjulet med en kæp og det gik i susende fart hen ad gaden. Men det var ret støjende at løbe med og man fandt på at fylde fælgkanten med store korkpropper (der var korkpropper i alle flasker dengang). De blev presset på tværs i fælgkanten. Man havde så travlt med at samle korkpropper, for der skulle mange til hele fælgen. Men det var sådan, at man godt kunne løbe med hjulet, selv om det ikke var fyldt med proppen. Så skulle de blot fordeles på hjulet på en rigtig måde.”

Følgende erindringer er benyttet:

Ellen Neelmeyer, erindring nr. 1477/1969

Gahms Henriksen, erindring nr. 973/1969

Rudolf Leo Jensen, erindring nr. 1420/1969

Axel H. O. Christiansen, erindring nr.1317/1969

Erindringerne kan læses på Københavns Stadsarkiv.