Personlig renlighed på den politiske dagsorden

Københavnernes personlige renlighed – eller mangel på samme – havde været på den politiske dagsorden fra sidst i 1800-tallet. Hvor der i lande som Tyskland, England og USA var opført flere såkaldte varmtvandbadeanstalter i de større byer, eksisterede der i København kun nogle få selvejende og private badeanstalter, hvor den københavnske arbejder kunne få sig et billigt bad.

Der blev talt meget og ofte om de ringe bademuligheder for den københavnske arbejderbefolkning og om betydningen for den personlige renlighed for den almene sundhed. Spørgsmål var, om det var en opgave, kommunen skulle tage sig af eller om den burde ligge i privat regi. Men fra privat side synes der ikke at have været interesse for løsning af problemet.I 1899 kom den socialdemokratiske gruppe i borgerrepræsentationen med den senere borgmester Jens Jensen i spidsen med et konkret forslag om en kommunal varmtvandsbadeanstalt i det tætbebyggede Vesterbro. Forslaget var ikke mindst stillet for at imødekomme et ønske fra ca. 8.000 beboere på Vesterbro om at få oprettet en badeanstalt i den bydel.

 I 1903 blev den første kommunale varmtvandsbadeanstalt så opført i Saxogade. I de følgende år blev der opført kommunale badeanstalter i Sofiegade på Christianshavn og i Helsingørgade i Borgergade/Adelgadekvarteret. I 1917 kom turen til Nørrebro.

En kommunal badeanstalt på Nørrebro

Efter en længere diskussion i borgerrepræsentationen blev det besluttet at opføre badeanstalten i Sjællandsgade omtrent midt mellem indre og ydre Nørrebro. Badeanstalten kom til at ligge umiddelbart op ad den i 1914 opførte Simeonskirke.

Københavns stadsarkitekt Hans Wright, der tegnede badeanstalten, gjorde det klart, at han havde søgt ”at skabe en ydre Harmoni imellem Kirkens og anstaltens Arkitektur, saaledes at disse 2 Bygninger ikke, arkitektonisk set, trykker eller skader hinanden.” I de to sammenbyggede bygninger kunne Nørrebros arbejderbefolkning få renset såvel sjæl som legeme.

Sjællandsgade badeanstalt er ligesom kirken opført i røde mursten. Med sine symmetrisk anbragte vinduer og rene linjer afspejler den netop det, der skulle være dens funktion: at bringe orden og renlighed ind i arbejderklassens liv. Den høje skorsten var karakteristisk for de tidlige badeanstalter, der benyttede sig af kuldrevne kedler til opvarmning af badevandet. Den sorte kulrøg skulle sendes så langt til vejrs som muligt

Badeanstalten var opdelt i en kvindeafdeling i stueetagen og en mandeafdeling på 1. sal. I kælderen lå kedel- og kulrummet, mens kvistetagen var indrettet som bolig for bademesteren.

Forskellige badeformer

Kvindeafdelingen var indrettet med 8 brusebade og 6 karbade, mens mandeafdelingen havde 16 brusebade og 4 karbade. Der var delte meninger om de to badeformer. Tilhængere af den ældst benyttede badeform, karbadet, opfattede de hurtigere og billigere brusebade som ”nødtørftige Renselsesbade”, mens modstandere påpegede, at brugen af karbade var uhygiejnisk og uøkonomisk.

Plan af kvindeafdelingen i stueetage

Ud over brusebade og karbade var der i hver af badeanstaltens to afdelinger indrettet finsk inspirerede dampbade med fælles baderum for hhv. kvinder og mænd. Sjællandsgadebadet var den første kommunale badeanstalt, hvor der blev indrettet et sådant dampbad for kvinder.

Plan af mandeafdelingen på 1. sal

Ikke alle var dog begejstret for den badeform. Således udtalte borgerrepræsentant og landstingsmand C.F. Sørensen under debatten i borgerrepræsenta­tionen i marts 1915, at han ” havde talt med mange Kvinder om dette Spørgsmaal, og de allerfleste havde ytret Betænkelighed, ja, nærmest Uvilje og Mangel paa Forstaaelse overfor denne Badeform.” Det var dampbadets fælles baderum kvinderne fandt utiltalende.

Kønsforskel på renligheden?

En opgørelse fra en uge i oktober 1924 viser, at der på ugens fem hverdage var mellem 200 og 300 mænd, der brugte brusebadsafdelingen i Sjællandsgadebadet, mens antallet om lørdagen lå på omkring 750.

Også for kvinderne var lørdagen den store badedag. Omkring 400 havde valgt den dag til det ugentlige brusebad, mens antallet på ugens øvrige hverdage lå på mellem 150-200.

Mens det var det hurtige brusebad, der stod højest i kurs hos mændene, sværgede kvinderne til karbadet. Omkring 50 flere kvinder end mænd benyttede sig af denne badeform.

Det større antal mandlige end kvindelige brugere af badeanstalterne blev debatteret i en artikelserie i BT i maj/juni 1923 om københavnernes renlighed. Provokeret af konklusionen om, at mænd var mere renlige end kvinder, fik en kvindelig badegæst til i et læserbrev at komme med følgende kommentar: ”Du skriver, at Mændene er mere renlige end Kvinderne, men det tror da Pokker – der er nemlig mange flere Baderum for Mænd efter hvad min Mand og Bror siger, og de maa da heller ikke vente mere end højst ½ Time.”

Der var ganske rigtig færre baderum og dermed længere ventetid for kvinderne. For

et karbad, der som nævnt var i særlig høj kurs hos kvinderne, var ventetiden endda helt op til 2 timer. Så længe havde arbejdende kvinder med mindre børn ikke tid til at vente på et bad. De måtte derfor nøjes med etagevask ved køkkenvasken.

Fra renselsesbad til kulturelt værested

Nogen overskudsforretning var de nye kommunale badeanstalter ikke. Men ifølge en udtalelse fra C. F. Sørensen i borgerrepræsentationen november 1924 var der ingen grund til bekymring, så længe pengene gik til et godt formål: ”Renlighed er jo af allerstørste Betydning for alle Mennesker og ikke mindst for Befolkningen i de store Byer, som ofte lever tæt sammenpakket i smaa Lejligheder, i snævre Gader osv. Jeg tror paa, at de Penge, der ofres saavel paa Sø- som paa Varmtvandsbadeanstalter, for en stor Del spares paa Hospitalerne og andre Steder.” 

Der kom med årene ikke mindre fokus på sundhed. Men blikket blev i stigende grad rettet mod københavnernes boligforhold. Fra 1940´erne blev der sat ind med omfattende saneringer af den gamle boligmasse og der blev etableret badeværelser i de renoverede eller nyopførte beboelsesejendomme. I takt hermed fik de kommunale badeanstalter nye funktioner, sådan som vi senest har set det i Sjællandsgadebadet.

Ud over det traditionelle karbad eller brusebad lokkede Sjællandsgadebadet med andre fristelser så som karbad med æteriske olier, bademælk eller salt fra Det døde Hav, saunagus for kvinder, wellness fra top til tå eller massage. Det var ikke uden grund at Sjællandsgadebadet til sit navn havde føjet: Huset med ro og velvære. Sundhedsprojektet af i dag havde langt flere strenge at spille på end det havde, da badeanstalten blev opført.

Tilbageskridt i kultur

Sjællandsgadebadet havde også en anden og ganske betydningsfuld funktion i den multikulturelle bydel. Det fungerede som socialt værested, hvor brugerne uforpligtende kunne mødes og komme i snak på tværs af kulturelle skel.

Blandt de mange protester mod lukningen af badeanstalten blev netop stedets funktion som kulturhus da også fremhævet. Det var ikke første gang et sådant argument lød mod lukningen af en byens badeanstalter. Det gjorde det også i 1918, da borgerrepræsentationen valgte en endelig lukning af den gamle badeanstalt ved Rundetårn, der var selvejende men drevet af kommunale midler. I en henvendelse til Magistraten fra badeanstaltens mandlige brugere, der blev omtalt i Social Demokraten i juni 1918, blev lukningen betegnet som et indgreb mod byens badeliv og ”et Tilbageskridt i Kultur.”

Kilder og litteratur

Borgerrepræsentationens trykte forhandlinger, især 16.januar1899, 4. marts 1915 og 27. november 1924

Borgerrepræsentationens journalsager M 219

BT 4. juni 1923

Stadsarkivets kort- og tegningssamlingen, badeanstalter VI K, 1915-63

Sestoft, Jørgen, 1986: Stadsarkitekten i København 1886-1986. Trykt i Arkitektur DK 6/7. 1986

Social Demokraten 27. juni 1918

Wingender, Nete Balslev 2006: Et renlighedsprojekt: Bade- og vaskeanstalten ved Trinitatis Kirke 1877-1918. Trykt i Runde Kirke, Taarn og Sogn. Trinitatis gennem 350 år

Billederne findes på Stadsarkivet i Rådhusforvaltningens fotoalbum: Badeanstalter 1920-45. De to plantegninger er fra Stadsarkivets kort- og tegningssamling