Murermester bygger i Saxogade

I oktober 1873 købte den 33-årige murermester Johannes Theodor Hansen en ubebygget grund i Saxogade. Og han var ikke sen til at gå i gang med et større boligbyggeri. Allerede et års tid senere stod der en ejendom på grunden.

Murermester Hansens ejendom var blot en blandt mange spekulationsejendomme fra den tid. De blev opført med eksplosionsagtig fart for at imødekomme boligbehovet hos det voksende antal arbejdere og håndværkere, der søgte lykken i hovedstaden.

Den ejendom, murermester Hansen opførte, var otte fag bred, fem etager høj og opført i mursten med pudset facade i stuetagen. Ejendommens vinduer var af dannebrogstypen og på facaden var der enkle murudsmykninger. Taget var forsynet med fire kviste.

Ejendommen bestod af tre bygninger: et forhus, et mellemhus og et baghus med tilsammen 68 lejligheder. Der var to opgange i hver bygning.

De tre bygninger på grunden lå tæt sammen. Afstanden fra mellemhuset til hhv. forhus og baghus var ca. 7 meter, mens gården bag baghuset kun var 1,5 meter bred. Lys eller frisk luft har haft svært ved at trænge ned til de mange legende børn i de smalle skaktlignende baggårde for slet ikke at tale om ind i lejlighederne.

Murermester Hansens ejendom fik oprindelig gadenummeret 17. Men i 1886 fik de to opgange i forhuset hver sit nummer. Opgangen i facaden fik nr. 17, opgangen i porten nr. 19. De tilsvarende opgange i mellem- og baghuset fik numrene 19A-D.

I Saxogade lå der på den tid kun 11 ejendomme. Den ene var naboejendommen. 10 år senere – i 1884 – var antallet af ejendomme i gaden vokset til det tredobbelte og 20 år senere var Saxogade så godt som udbygget lige bortset fra den fjerneste ende ved Dybbølsgade. Apostelkirken, der blev murermesterejendommens nabo til den anden side op mod Vesterbrogade, blev dog først opført i 1901.

Saxogade 17-19 – en korridorejendom

For at få så mange lejligheder proppet ind i sin ejendom og dermed så mange lejeindtægter som muligt havde murermester Hansen opført ejendommen efter korridor- eller fællesgangsystemet. 

En korridorejendom var en ejendom, hvor der f.eks. kunne være 10 lejligheder på hver etage. Kun de lejligheder, der lå ved trapperne, havde direkte udgang til dem. De øvrige havde udgang til den fælles korridor eller gang, der forbandt trapperne og løb på tværs inde i bygningen. Bagtrapper eksisterede ikke.

Murermester Hansens ejendom var en lille korridorejendom forstået på den måde, at der kun var fire lejligheder på hver etage. Det betød, at beboerne i de to endelejligheder havde trapperne lige uden for deres hoveddør, mens beboerne i de to midterlejligheder måtte gå ad korridoren for at nå trapperne.

Som mange andre korridorejendomme var Saxogade 17-19 indrettet sådan, at de lejligheder, der havde udgang til den fælles korridor, havde et værelse på hver side af korridoren. Beboerne skulle således krydse korridoren for at komme fra det ene værelse til det andet. Det betød, at den fælles korridor kom til at fungere som en del af de lejligheder, der lå langs korridoren. Når man gik i korridoren, kom man derfor reelt til at gå gennem folks lejligheder.

En brandfælde

I tilfælde af brand var korridorejendommene rene brandfælder. I 1889 blev det da også bestemt i den byggelov, der blev vedtaget for København, at der skulle være

 ”fri og uhindret adgang til begge trapper fra hver beboel­seslejlighed, uden at det er nødvendigt at passere en anden beboelseslejlighed eller en fælles gang for at komme  til en af trapperne.”

Dermed var der ved lov sat en stopper for opførelse af flere korridorejendomme. Men de ejendomme, der var bygget efter korridorsystemet, eksisterede fortsat.

For at kompensere for de uheldige forhold ved det åbne korridorsystem havde ejeren af Saxogade 17-19 sat såkaldte blændvægge op, der delte korridorene på midten. Dermed blev de to lejligheder med udgang til korridoren adskilt. Men det betød også, at beboerne kun kunne bruge én trappe, da afspærringen af korridoren ikke længere gjorde det muligt at nå begge trapper.

I 1897 fik ejeren en bøde for at have sat blændvægge op og spærre for den frie adgang til begge trapper. Desuden fik han bøde for at have sat smæklåse i de døre, der var anbragt mellem korridor og trappe på hver etage. Han lod blændvæggene fjerne men bad Bygningskommissionen om tilladelse til at måtte lade smæklåsene blive, når blot de kunne åbnes uden nøgle fra korridorerne. Begrundelsen var, at efter Frelsens Hær havde oprettet et natherberg for hjemløse i Saxogade, fandt beboerne ofte sovende vagabonder, der havde forvildet sig op i korridorerne.

Ejeren fik den ønskede tilladelse på betingelse af, at gennemgangen i korridorerne blev holdt fri, dvs. ingen opsætning af blændvægge.

Poul Jørgensen, der var født i 1901, fortæller i sine erindringer om sin opvækst i baghuset Saxogade 19C-D. Om korridorsystemet skriver han:

“mellem os og naboen var der kun adskilt med sække­lærred, der var tapetseret – en såkaldt blændvæg, der var jo kun én trappe ..”

Som det ses må blændvæggene have været sat op igen. Af Boligkommissionens undersøgelser fra omkring 1950 ses, at de senere var blevet erstattet af løst haspede døre. I tilfælde af brand var passagen gennem korridoren dog ikke umulig, så længe der vel at mærke hurtigt kunne brydes igennem spærringen. Men ifølge Boligkommissionen havde flere beboere stillet skabe eller andre tunge møbler foran dørene i korridorene for at forhindre adgang gennem deres lejligheder.

Et kig ind i lejlighederne

Lejlighederne i Saxogade 17-19 bestod af to værelser på tilsammen 23-25 m² og køkken på 5 m².

To lejligheder i forhuset adskilte sig fra de øvrige. Den ene var en dobbelt­lejlighed på 1. sal, hvor murermester Hansen og hans kone selv flyttede ind. Den anden var en stuelejlighed på tre værelser. Til den hørte der også et butiks­lokale, der blev udlejet til en købmand.

Ejendommens øvrige lejligheder svarede i det store og hele til den beskrivelse, der i 1879 blev givet i ejendoms­vurderingen af lejligheden over porten på 1. sal i forhuset. Den havde

”entré med pudset loft og vægge. Værelse mod gaden med et trerammet fag vindue, pudset loft pudsede og tapetserede vægge, vinduespanel og kakkelovn. Værelse mod gården med et fag vindue, pudset loft, pudsede og oliemalede vægge samt kakkelovn. Køkken et fag vindue, komfur, køkkenindretning og fast spisekammerskab.”

Køkkenindretningen bestod af køkkenbord med vask. Der var indlagt vand i samtlige køkkener, men gas kun i køkkenerne i forhuset. I mellem- og baghuset var der lagt gas ind på trappegangen, hvor madlavningen måtte foregå.

Entré var der heller ikke i alle lejlighederne. Det var der kun nogle af lejlighederne i forhuset, der havde. 

Fra gårdlatriner til toiletter

Da Saxogade 17-19 blev opført, var der endnu ikke kloakeret i København, så det var muligt at indrette toiletter i lejlighederne. Københavnerne måtte benytte gårdlatrinerne, hvis indhold renovationsfolkene kørte til opsamlingspladser uden for byen. Herfra blev det transporteret videre som gødning til landmændenes marker.

Også Saxogade 17-19 blev opført med gårdlatriner eller retirader, som de også blev kaldt. I forgården var der opført “en retiradebygning af tømmer og brædder opdelt i fire rum dækket med zinktag”.  I mellemgården var der to tilsvarende skure. I alt var der 12 latriner til de lidt over 200 beboere i ejendommen. Så der har været trængsel foran skurene. Det har heller ikke været rart at skulle i gården i al slags vejr. Ubehaget blev ikke mindre af, at latrintønderne hurtigt blev overfyldte og rotterne pilede omkring. Om rotteplagen skriver Poul Jørgensen i sine erindringer:

 “Jeg havde forresten det job at gå ned med potter i potterummet, et lille rum med en “tønde” ved siden af retiraderne. De små måtte ikke gå på “das”, der var jo mange rotter.”

I 1897 vedtog Københavns Borgerrepræsentation en ny kloakplan ud fra devisen: Alt i kloaken. Det betød, at det eksisterende kloaksystem, der kun var beregnet til spildevand, skulle udbygges. Dermed blev der åbnet for, at “træk og slip” kunne erstatte latrintøndesystemet.

I 1929 søgte ejendommens ejer om tilladelse til at oprette toiletter lejlighederne. Toiletterne ville få et gulvareal på 0,63 m². Da de ville blive taget af de i forvejen ikke særlig store køkkener, måtte de selvsagt blive små,. Ejeren fik tilladelse til moderniseringen på betingelse af, at der foran toiletsædet var en fri afstand på mindst 43 cm. For beboerne har det været et voldsomt fremskridt alene det at få eget toilet frem for at skulle bruge de fælles gårdklosetter. Rummenes størrelse har utvivlsomt betydet mindre.

Summen af liv

Nogle måneder efter, at murermester Hansens ejendom stod klar til indflytning, var alle lejlighederne lejet ud.

Folketællingen fra februar 1880 viser, at der boede 220 personer i ejendommen. Heraf var 87 børn i alderen 0 til 14 år og 15 i alderen 15-18 år.

De fleste af ejendommens 53 familier havde mellem et og tre børn, nogle få mellem fire og seks børn. Den mest børnerige familie var den ungarske indvandrer Carl Stephan Spatsak og hans kone Elisa Margrethe med seks børn i alderen 3-14 år. Familien boede i en af baghusets kvistlejligheder. På samme etage boede Johan Victor og Kirstine Isaksen med deres fem børn i alderen 1-15 år. Både Johan Victor og Kirstine kom fra Sverige og her var også deres to ældste børn født. Alt i alt havde de fire familier i baghusets kvistetage tilsammen 13 børn i alderen 1-14 år. Så der har været trængsel i lejlighederne under taget.

En enkelt familie i ejendommen havde tjenestepige. Det var politibetjent Ivar Olsson Faurschou og hans kone Marie Mathilde, der havde tre små børn. Tjenestepigen var den 23-årige Laura Lützau, der også boede hos dem.  I maj 1880 blev pladsen overtaget af den 15-årige Kirstine Theresia Olsen.

De fleste af beboerne var faglærte og ufaglærte arbejdere. For at få sig en ekstra indtægt delte flere af dem deres sparsomme plads med lejere. Der boede i alt 19 til leje hos ejendommens beboere. F.eks. den 29-årige arbejdsmand Lars Olsen, der boede til leje hos sandgraver Jens Christiansen, hans kone Grethe og deres to børn på 9 og 11 i forhusets stueetage. På treje etage havde det svenske ægtepar Johan og Elisabeth Larsen to mandlige lejere, Jens Olsen fra Sverige og Jens Petersen fra København. Begge var de 24 år og arbejdede som arbejdsmænd lige som Johan Larsen. Johan og Elisabeth Larsen havde desuden en plejesøn på 7 år.

Med alle de mennesker stuvet sammen i de små lejligheder har der givetvis været et vældigt leben i ejendommen Saxogade 17-19. Dermed adskiller den sig givetvis ikke fra genboejendommen, der beskrives således omkring århundredeskiftet:

“Fra tidlig morgen til langt ud på aftenen genlød huset af klaprende træsko, der stimede op og ned ad de mange trapper. Gråd og latter, en fuld mands skælden ud blev blandet med glade børns fløjten og sang. Ikke blot dette hus, men hele Saxogade var indhyllet i en vedvarende summen af liv og larm.”

I slutningen af 1800-tallet var mange af hovedstadens beboere født uden for København og senere indvandret til byen. En indvandring, der også aftegner sig blandt beboerne i Saxogade 17-19, idet 108 af de 220 beboere var født uden for København. Af de 112, der var født i København, var 86 i alderen 0-18 år og de fleste af dem var født af indvandrede forældre.

En stor del af ejendommens voksne beboere var således førstegenerations indvandrere i København. For de flestes vedkommende indvandret fra andre dele af landet. Kun 26 kom fra udlandet primært fra Sverige og Tyskland. Den tids svenske indvandrerbølge synes således ikke at have sat sig markante spor i Saxogade 17-19. 

Fortsat overfyldte lejligheder

Lejlighederne i Saxogade 17-19 blev ikke mindre overfyldte med tiden. I sine erindringer om sin opvækst i starten af 1900-tallet nævner Poul Jørgensen, at han havde 14 søskende. De større børn var antagelig flyttet hjemmefra, da de efter endt skolegang fik en læreplads eller kom ud at tjene. Så børnene har ikke alle boet hjemme samtidig. Men der har alligevel været trængsel i det lille hjem og forældrene måtte være kreative for at få plads til de mange børn. Poul Jørgensen husker da også, at hans små søskende lå

“to i hver seng, i nogle tilfælde to i hovedenden og en i benenden.”

Af boligoptællinger fra 1950 fremgår det, at der i knap halvdelen af de små to-værelses lejligheder i den gamle murermesterejendom boede fra 3 til 9 personer. Den mest overfyldte var den ene stuelejlighed i baghuset 19C, hvor den fraskilte bryggeriarbejderske B. Nielsen delte den sparsomme plads med sine 7 børn og en lejer. Også i den ene af stuelejlighederne i mellemhuset har trængslen været stor. Her boede jord- og betonarbejder Andersen med sin kone og fem børn.

I hele ejendommen boede der på den tid 212 personer, hvoraf de 69 var børn i alderen 14 år og derunder. Baghuset var det mest overfyldte af de tre bygninger. Her boede der mere end dobbelt så mange børn som i forhuset. Forskellen på antallet af voksne i for- og baghus var knap så stor.

Væggelus og mus, fugt og træk

Ud over rotter i gården var Saxogade 17-19 også hjemsøgt af andet kryb. Poul Jørgensen fortæller i sine erindringer om 

“.. myriader af væggelus, som vi unger jagtede og trykkede ihjel paa væggen, det så forfærdeligt ud.”

Rotterne og utøjet var åbenbart ikke sådan at få has på. I begyndelsen af 1940’erne sendte en 92-årig enke gentagne gange breve til ejendommens ejer og vicevært, til boligmyndighederne og pressen med klager over forholdene i hendes lejlighed på 2. sal i forhuset. En af klageskrivelserne til ejeren indledte hun sådan:

”Jeg var for en tid siden hos Dem for at få denne proletar­lejlighed i orden, medens jeg er her, med vægge­tøj, rotter, mus, træk med skæve døre, papvægge. Endnu er her intet gjort.”

I hvert fald tre gange var Boligtilsynet inde over sagen, og i en af rapporterne står der:

“Beboersken klager over, at der både i opholdsværelset (mod gaden) og soveværelset (mod gården) findes væggetøj. Der var intet at se ved eftersynet, men hun udtaler, at det er en slem plage. Hun har boet her i 4 år og i al den tid været plaget af væggetøj. Lejligheden er blevet svovlet 1 gang, men det hjalp ikke. Renligholdelsen er upåklagelig, og beboersken er ualmindelig åndsfrisk.”

I stedet for spor af væggetøj kunne Boligtilsynet konstatere, at der var

”musehuller i trærket under vasken og køkkenbordet; beboersken har stoppet dem til med kit og træpropper, men musene kommer stadig frem.”

Desuden trak det fra døren, der dårligt kunne lukkes, og fra vinduerne, hvoraf flere var “lappede og tættede med papir”.

Det var ikke kun den ældre enke, der klagede over forholdene i ejendommen. Der var jævnligt klager fra beboere især over træk, fugt og utætte kakkelovne.

I december 1947 modtog Københavns kommune en klage over en lejlighed på 5. sal i baghuset, hvor brolægger Frederik Christensen boede sammen med sin kone og deres treårige datter Lykke Laila. Denne gang kom klagen ikke fra beboerne, men fra Sundby Hospital, hvor Lykke Laila havde været indlagt.

Med klagen fulgte en rapport fra et husbesøg. I den blev det ene rum beskrevet som “noget skummel og meget medtaget” med vægge fulde af fugtpletter. Familien opholdt sig ikke i det rum, da Lykke Laila blev syg af at sove der. Det blev derfor kun brugt som pulterkammer og den lille familie boede derfor i det andet rum. Også her var der store fugtpletter på ydermuren, ligesom fugten bredte sig i køkkenet. Træværket var mere eller mindre råddent alle vegne.

En misligeholdt ejendom

Et godt indtryk af, hvordan det må have været at bo i ejendommen, fås også af de beskrivelser, der findes i Boligtilsynets og Sundhedspolitiets rapporter.

I Boligtilsynets rapporter går rådne gulvbrædder, manglende kit i vinduerne, fugt, utætte kakkelovne, så beboerne blev generet af røgudslag, samt utætte cisterner igen i beskrivelserne af lejlighederne og trappeopgangene. At det kunne være direkte farligt at færdes i gårdene viser følgende citat i rapporten fra juli 1949:

”Uden for køkkenvinduet til lejligheden på 5. sal sad flere tagsten fuldstændig løse, således at de vippede ved mindste berøring, hvilket medførte absolut livsfare for de personer, der færdes i gård nr. 1, og navnlig de ca. 20 børn, der dagen lang leger i gården.”

Året efter foretog Sundhedspolitiet et eftersyn af ejendommen. I rapporten kunne bl.a. følgende læses:

”Kælderrum meget snavsede og fyldt med brandfarlige ting såsom madrasser, halm i sække, gamle møbler samt nogle gamle cykeldele og jernsenge. Det skal oplyses, at der er uhindret adgang til kælderrummene, idet der ingen døre findes.

Tørreloft meget beskidt, bl.a. en madras, 2 dørmåtter og 1 sæk med gamle klude. Et rum under trappen i mellemhuset fyldt med gamle aviser. Det skal bemærkes, at der var uhindret adgang til nævnte rum, idet det ikke var aflåst. Gården (baggården), som kun er ca. 1½ m bred, var tilsvinet med gammelt affald, som var god rotteføde.”

Sundhedspolitiets konklusion var, at ejendommen som helhed var meget dårlig vedligeholdt.

Vesterbro – et slumkvarter

I løbet af 1940´erne blev myndighederne i København i stigende grad opmærksom på de mange misligeholdte og usunde lejligheder både i den ældre del af København og i brokvartererne.

Det kvarter, hvor Saxogade lå, var et af de mest overbefolkede i København. I en rapport fra 1947 med titlen ”Betragtninger over Vesterbro som slumkvarter” karakteriserede Boligkommissionens arkitekter bydelen således:

•  ¾  hundrede år gammelt
• befolkningstætheden er meget stor
• bebyggelsestætheden er stor
• der er mange overbefolkede lejligheder
• det sanitære udstyr er ofte dårligt
• bygningernes vedligeholdelsestilstand er ikke god
• beboere er fattige
• gadebillederne – arkitekturen er ensformig og kvarteret meget stort
• det viser en udpræget tilbøjelighed til at trække forbryderiske elementer til sig
• og endelige bevirker den katastrofale mangel på legepladser (og børnehaver) at kvarterets børn i fuldt mål er udsat for kvarterets sløvende proletariserende indvirkninger.

Rapporten konkluderede, at

“den indirekte betydning af boliger og bebyggelse for sundheden er langt større end den direkte. Utiltalende og overfyldte boliger frister til at søge bort til værtshuse og modarbejder familieliv, men begunstiger løse forbindelser.”

Det var således ikke kun beboernes fysiske men også moralske sundhed, der var på spil.

Skarpe udfald fra Vesterbro

I april 1950 samlede 6000 beboere i Saxogade og det omliggende kvarter sig om en protestskrivelse til regeringen om de fortvivlende boligforhold.

Det var den nyoprettede komite Vesterbro Boligaktion, der stod bag protestskrivelsen ligesom den stod bag to beboermøder, der blev afholdt i maj måned samme år. Her blev der talt med store bogstaver mod “den boligmæssige sump”. Det var især følgerne for børnene, der var fokus på. I en reportage fra mødet citerer den kommunistiske avis “Land og Folk” en af deltagerne, Niels Stampe, præst ved Apostelkirken, for følgende udtalelse:

“Vi har baggårdslejligheder, skumle, små boliger med 2 elendige rum, hvor der bor 10 mennesker stuvet sammen. Det kan gå for de voksne – skønt jeg nødig vil leve som de husmødre, der bor under sådanne forhold, eller som den arbejder, der kommer træt hjem fra fabriken til en sådan lejlighed. Men børnene –? Kan vi fortsat byde børnene disse vilkår? Nej og atter nej.”

En anden deltager var Thora Justesen, mangeårig leder af Saxoly, en kristen social institution med både vuggestue, børnehave, fritidshjem og klubaktiviteter for børn, unge og mødre. Hun blev citeret for følgende skarpe udfald:

“Vesterbro er blevet en rede for kriminalitet, uhumskhed og usædelighed. Overbefolkede lejligheder, skilsmisser, dårlige nerver, strid og spektakel. Det er ikke forhold, der er værdige for et barn at leve under.”

Thora Justesen boede selv i en baggårdslejlighed i Saxogade 42, hvor Saxoly også lå. Så hun kendte om nogen til de trange forhold i de små lejligheder, der ifølge hende gjorde selv små dagligdags problemer uoverstigelige for utallige familier:

“Hvor hænger man tøjet om natten? Hvor gemmes familiens vintertøj? Hvor stiller man sin barnevogn? Hvor bader man de små børn? Hvor sover den mand, der har natarbejde? Hvor ligger man, når man er syg? Hvor sender forslidte og dødtrætte mødre børnene hen for at lege? Det er blot nogle få af de problemer, der trænger sig på i disse fugtige, snævre mørke rum, der kaldes lejligheder og hjem på Vesterbro.”

Også et postbud øste ud af sine indtryk fra de daglige runder i kvarteret:

“Under mit arbejde ser jeg de mest uhyrlige ting. I en enkelt opgang i Eskildsgade bor der f.eks. 72 familier i fugtige, uhumske lejligheder langs lange mørke gange. De skal deles om et ganske ringe antal toiletter i gården.”

De mange hårde og bitre ord, der med al tydelighed fortæller om de trøsteløse og usunde boligforhold, var rettet mod politikere på statsligt og kommunalt niveau. Formanden for Københavns Boligkommission, borgmester Julius Hansen, der selv var vokset op på Vesterbro, havde også deltaget i mødet. Han var dog skuffet over tonen og mente, at

“det hele smagte af at være en vel iscenesat kommunistisk paradeforestilling, der som camouflage brugte en række utvivlsomt velmenende og godhjertede mennesker.”

Ifølge borgmesteren blev der brugt floskler og trusler, der skød langt over målet. Han gjorde det klart, at skylden for problemerne ikke burde pålægges kommunen, men de private bygherrer, der i sin tid overbebyggede brokvartererne. Kommunen var i gang med at udarbejde saneringsplaner, men den almindelige mangel på boliger og dermed genhusningsmuligheder var med til at lægge hindringer i vejen for en hurtig løsning af boligproblemerne på Vesterbro.

Et saneringseksperiment på Vesterbro

I november 1952 forelagde borgmester Julius Hansen spørgsmålet om sanering af boligkareen Saxogade, Matthæusgade, Westend og Vesterbrogade i Borgerrepræsentationen. Den karré var efter Boligkommissionens gennemgang af Vesterbro blev udpeget som den mest overbebyggede og overbefolkede og med flest saneringsmodne bag- og sidehuse.

Den første saneringsplan, der blev tilsendt det statsligt nedsatte Boligtilsynsråd, anbefalede en sanering af hele kareen. Men Boligtilsynsrådet ville ikke strække sig længere end sanering af ejendommene fra Apostelkirken og ned mod Matthæusgade. Efter flere forhandlinger kunne en ny plan forelægges Borgerrepræsentationen i juni 1955.

Det område, der stod for at skulle saneres, bestod af 11 ejendomme. Saneringsplanen gik i første omgang ud på kun at fjerne bag- og mellemhusene med tilsammen 327 lejligheder og anlægge et offentligt grønt område. Mens kommunen nogle år tidligere havde gennemført en totalsanering af Adelgade-Borgergade, skulle der på Vesterbro eksperimenteres med en ny form for sanering: en udhuling af karreerne, så der kunne komme lys og luft til området.

Der skulle gå nogle år inden saneringsplanen kunne sættes i værk. Bygningerne skulle først  opkøbes af kommunen og de omkring 900 beboere genhuses. I 1958 blev tilladelsen givet til nedrivning af karreens bag- og mellemhuse. Hvor bag- og mellemhusene havde ligget, blev der efter rydningen anlagt grønne rekreative områder med bænke og legeplads for børnene.

Den totale fornyelse af området med nedrivning af forhusene blev skubbet ud i fremtiden.

Forhuset Saxogade 17-19 blev fortsat benyttet som bolig, bl.a. af kollektivet Saxo. Først i 1985 blev det og de øvrige forhuse ned mod Matthæusgade revet ned i overens­stemmelse med lov om byfornyelse fra 1983.

Der, hvor Saxogade 17-19 lå, er der i dag indgang til det område, der under den første saneringsbølge blev udlagt som grønt område med legeplads og hvor der nu er anlagt en sti mellem de to bebyggelser på Westend og Saxogade. De øvrige huse i Saxogade ned mod Matthæusgade er erstattet af den nye boligblok, Apostelgården. Den er navngivet efter kirken, hvis tårn i dag rager op i gadebilledet som en anden teaterkulisse.

Benyttet materiale

• Boligkommissionens arkiv:
• Avisudklip 1949-52
• Borgmester Julius Hansens materiale 1951-62.
• Billedarkiv
• Ejendomsskemaer 1921-51
• Generel kvalitetsbedømmelse af byens huse 1949-60, UV1-UV9
• Journalsager 1939-99
• Årsberetning 1952, 1955.
• Ejendomsvurdering matrikelnr. 253, Udenbys Vester Kvarter
• Folketælling 1880
• Folke- og boligtællingsskemaer 1950
• Lovtidende 1889.
• Magistratens 4. afdeling, byggesag matr. 253, Udenbys Vester
• Pensionisterindring 142/1969
• Vandskatteberegning
• Ekvall, John F.: Saxogade ved århundredeskiftet. Trykt i Apostelkirkens 75 års jubilæumsskrift

Billederne er på nær de tre sidste fra Boligkommissionens billedarkiv.  

Bortset fra folketællingen findes de benyttede arkivalier på Københavns Stadsarkiv.

Artiklen er udarbejdet på baggrund af det materiale, der blev benyttet til Stadsarkivets særudstilling på kulturnatten 2009.

Erindringer fra Saxogade 1933-43

Erindringerne er sammenskrevet af Annemette Popp i november 2009 efter samtale med hendes mor, moster og morbror, der i perioden 1933-43 besøgte deres farmor i baghuset Saxogade 19C.

Vi er 3 søskende født i hhv 1927, 1930 og 1932. Vi boede med vores mor i en lejlighed på Bavnehøj Allé i Enghave. Vores mor og far havde det ikke så godt sammen så vores far var ikke meget hjemme og de blev officielt skilt i 1937. Vores farmor boede i Saxogade nr 19C 3. th og hende kom vi regelmæssigt på besøg hos i perioden fra 1933 til 1943, hvor hun døde.

Vi kom typisk gående fra Enghave efter skole og når man kom fra Mathæusgade kom man ud midt på Saxogade. Til højre var den lyse del af vejen ned mod Istedgade og til venstre den mørke ende op mod Vesterbrogade, det var i hvert fald den fornemmelse man havde. Gaden var en rigtig Vesterbro gade med mørke, beskidte og dårligt vedligeholdte huse uden nogen videre udsmykning. Beboerne var typiske arbejdere og lavere socialt stillede folk, men som det nok var typisk for den tid, kendte alle hinanden og der var et særligt sammenhold i gaden selvom det er svært at sætte fingeren på, hvad dette sammenhold egentlig gik ud på. Menneskene var også mørke med grå, sorte og brune farver – man så sjældent et klædningsstykke med stærke farver.

Trafikken i gaden bestod mest af cykler og gående - biler var der ikke mange af. Gadelyset bestod af gaslamper og om aftenen kom en mand med en lang stang hvor der sad en krog, med hvilken han trak i en ring, som fik gassen og lyset til at blusse op.

I huset ved siden af nr 17-19 (modsat kirken) lå en købmand i kælderen. Man fik indtrykket af, at det var et mødested for gadens beboere. Kvinderne sludrede om dagen over deres indkøb og mændene mødtes der efter arbejde og fik en høkerbajer eller to.

Ca midt mellem Mathæusgade og Vesterbrogade lå en slagterforretning. Her var vi med farmor for at købe hestekød og svinekød til frikadeller. Men bortset fra, at vores farmor i en årrække arbejdede i en blomsterforretning på Saxogade helt nede ved Istedgade, husker vi ikke andre forretninger i gaden.

Når man skulle ind til farmor skulle man fra gaden ind gennem den første port som set med børneøjne var stor og venlig. På hver side af portens vægge var 3 relieffer, som vist var kopier af Thorvaldsen og motiverne var noget med engle og de var hvide. Derefter kom man ind i første baggård, hvor skraldespandene stod. Det var spande af metal, firkantede og med krydsbånd på siden. Skraldemanden kunne tage fat i håndtaget og svinge spanden op, så den stod med bunden på skulderen og så bar de den ud til vognen. Vores far var en overgang skraldemand og det var et hårdt fysisk job. Senere blev han koksopbærer – det var ikke mindre hårdt.

Den næste port var mørk og lille og derfra kom man ind i anden baggård. Herfra gik man diagonal over anden baggård hen mod kirkemuren, hvor opgangen lå som den sidste.

Trappen var af træ, mørk og nedslidt, gelænderet var også af træ og havde tremmer. Der var to lejligheder på hver etage.

Billedet viser Annemette Popps morbror Bent Arne Mogensens dåb den 11. september 1927 i Apostelkirken. Han bæres af sin oldemor Henriette Vilhelmine, født Behrends i 1859 og til højre for hende hendes mand Carl Christian Traugott Petersen, født 1864.
Bagerst står deres svigersøn og barnets morfar Louis Sofus Nielsen, født 1863 og til højre barnets faster Stella Mogensen, født 1909. Billedet tilhører familien.

Når man kom ind i farmors lejlighed kom man først ind i en lille entre, og lige overfor yderdøren lå toilettet. Det var lillebitte og vi havde opfattelsen af, at det ikke har været der fra starten men er installeret senere, måske i et klædeskab. Der var træk og slip, men ingen håndvask. Ved siden af toilettet var køkken og soveværelse og de vendte ud mod den bagerste baggård. I køkkenet var der et slidt trægulv, et gasbord med terazzo og køkkenbord og vask foran vinduet. Når vi hjalp farmor med at gøre rent måtte vi ikke ryste kluden ud af vinduerne fra køkken og soveværelse, for hvis man tabte kluden røg den ned i en smal gang, som sammen med et plankeværk var adskillelsen mellem baghuset og huset i parallelgaden Westend. Og der var ikke umiddelbart adgang til dette område.

Stuen vendte ud mod anden baggård og der så man ind i det midterste hus, men til højre for var muren ind mod kirken, og da den kun var i ca 2. sals højde kom der et godt lys ind i hendes stue. Til gengæld virkede det som om man så ned i en stor mørk skakt, når man så lige ned eller til venstre. Vi husker at nogle havde hængt vasketøjssnore ud mellem husene med noget hjultræk, så man kunne hænge tøjet op imellem husene og trække det ind, når det var tørt.

I farmors stue stod et spisebord i midten, derudover havde hun en skænk, en lænestol og en lille sofa med en hylde op over, hvorpå der stod nips. Man kunne næsten ikke se væggene for billeder, det var både familiebilleder og andre billeder, f.eks et med H.C. Andersen, hvor der rundt om var små billeder med motiver fra hans eventyr. Hun havde også en høj kommode, som hun brugte som en slags alter, når hun holdt sine spiritistiske møder. Så lagde hun en hvid dug, som hun selv havde broderet, over kommoden og satte lys på og så var hun klar til at tale med ånderne gennem bordbenet. Hvem der kom og hvor ofte hun holdt spiritistiske møder ved vi ikke.

Vi overnattede nogle gange hos farmor i weekenden og vi husker tydeligt hvordan man blev vækket søndag morgen af kirkeklokkerne fra Apostelkirken.

Som et kuriosum kan vi også fortælle, at vores forældre faktisk mødte hinanden her, for fra ca 1925 til begyndelsen af 30´erne boede vores mormor og morfar også i 19 C, men i stuelejligheden og her boede vores mor så også. Så vores mor og far har mødt hinanden i gaden og den førstefødte er døbt i Apostelkirken inden de blev gift og vi flyttede til Enghave. Vores mormor og morfar flyttede fra Saxogade mens vi var helt små, så vi husker ikke noget fra den lejlighed.

Fra juni 1937 og et år frem boede vores far i forhuset i nr 19 på 5. sal th på kvisten, men vi husker ikke at have besøgt ham der.