Siden middelalderen har der været et rådhus i København. Også dengang var det her byrådet mødtes, drøftede og afgjorde sager, der drejede sig om byen og dens borgere. Men datidens rådhus var også vidne til dramatiske henrettelser og afstraffelser, voksne og børn indespærret i usle fængselsceller eller siddende i muntre drikkelag. Fem forskellige rådhuse blev det til, inden vore dages rådhus stod færdigt i 1905. Flere af de tidligere rådhuse led en voldsom skæbne

De første rådhuse

Københavns første rådhus lå ved Gammeltorv. Men der er ingen sikre oplysninger om den nøjagtige placering eller om hvordan det så ud, hvornår det blev opført osv. I sin historiske beskrivelse af København fra 1760 forestillede præsten og forfatteren Erik Pontoppidan sig, at rådhuset så ud som på billedet nedenfor.

Formodentlig blev det første rådhus for lille. For sidst i 1300-tallet blev et nyt rådhus indrettet i en bygning på hjørnet af Nørregade og Studiestræde over for domkirken (Vor Frue Kirke). Bygningen blev senere benyttet som bispegård.

Allerede i 1479 blev byens tredje rådhus opført i den sydlige del af det daværende Gammeltorv. Der findes ingen billeder af det, før Christian den 4. i 1608-10 lod det ombygge til en lille renæssancebygning med svungne gavle og et slankt ottekantet trappetårn.

Bygningens bagside havde de samme svungne gavle som facaden mod Gammeltorv, et mindre tårn og en åben buegang. Vinduerne under den udvendige balkon førte ind til et åbent galleri, hvor byretten holdt til. I rådhusets kælder var der foruden fængsel også indrettet en øl- og vinkælder.

Gammeltorv og Nytorv

Gammeltorv var Københavns ældste torv og dækkede oprindelig et noget større område end i dag. Det var centrum for middelalderbyens torvehandel. Her foregik også byens retshandlinger under åben himmel, indtil byretten fik sæde i det ombyggede rådhus.

Torvet var også skueplads for optog, ridderspil, turneringer og gøglerforestillinger. Og det var her byens borgere gysende kunne være vidne til halshugninger, piskning og andre fysiske afstraffelser af større eller mindre lovovertrædelser.

Det tredje rådhus	Det tredje rådhus	Gammeltorv og Nytorv

Nytorv opstod først i forbindelse med ombygningen af det tredje rådhus i 1608-10, da Christian 4. befalede, at området bag rådhuset skulle ryddes. Indtil da havde avlsgården med byens opstaldede avlstyre ligget her sammen med en mængde mindre huse. Husene var blevet brugt som bolig for kommunalt ansatte så som den tids politibetjente, vægtere, vagtmester og bøddel.

Både på Gammeltorv og Nytorv gik torvehandlen livligt. Der var hønsekoner med deres æg og fjerkræ. Der var grøntsager, frugt og korn. Varerne blev primært solgt fra Gammeltorv, mens slagterne holdt til med deres boder på Nytorv.

Caritas-springvandet

Allerede Frederik 3. havde anlagt et springvand på Gammeltorv. I forbindelse med ombygningen af rådhuset i 1608-10 lod Christian 4. det flytte hen foran rådhuset. Han lod bronzestøber Peter Hoffmann lave springvandets kumme og figurgruppe, der forestiller den godt én meter høje gavmildhedens gudinde Caritas med sine børn. Modellen til figurgruppen blev lavet af billedskærer Statius Otto.

Handel på Nytorv	Caritas-springvandet	Kag og skafot

Springvandet var kongens gave til byen. Guldæblerne, der stadig springer, f.eks. ved royale begivenheder, er dog først kommet til senere, formodentlig i første halvdel af 1700-tallet. Piedestalen, som Caritas-figuren står på, er også senere blevet forhøjet.

Datidens springvand var ikke kun til pynt. Det var et led i byens vandforsyning. Vandet til springvandet kom fra Emdrup Sø og blev ledt ind til byen og springvandet gennem hule træstammer. Niveauforskellen mellem sø og by gjorde det muligt at lade vandet springe.

Oprindelig blev springvandet kaldt Caritas-brønden. Forklaringen er, at det var den store ottekantede brønd, som byens borgere især var interesserede i. Det var nemlig her, at de hentede vand til vask og madlavning.

Byens skafot og kag

Mens springvandet satte et fornemt præg på pladsen foran rådhuset, var der i 1600- og 1700-tallet anderledes dystert bag rådhuset. Det var her lovovertrædere blev afstraffet. Nytorv var derfor domineret af byens skafot og kag.

Kagen var den pæl, den dømte blev bundet til, når straffen lød på brændemærkning eller kagstrygning, dvs. piskning. Kagstrygning foregik også andre steder i byen. Det er den dømtes tunge gang til kagen og den afventende bøddel, tegneren Peter Klæstrup har gengivet på tegningen nedenfor.

Indtil 1627 blev der rejst et interimistisk skafot bag rådhuset, når en dømt skulle halshugges. Det ottekantede, grundmurede og permanente skafot blev først opført i forbindelse med genopbygningen af rådhuset efter branden i 1728.

Den sidste henrettelse på skafottet bag rådhuset fandt sted i 1758. Det var Frederik Hammond, ejer af en jernfabrik i Norge og hans medhjælper, svenskeren Anders Sundblad, der blev halshugget. De havde lavet falske værdipapirer til en værdi af 34.000 rigsdaler. Den slags gav dødsstraf. Halshugningen vakte særlig opsigt, fordi Frederik Hammond var en anset mand i det københavnske borgerskab.

Tre år senere blev skafottet fjernet og herefter var det alene Østerfælled, Vesterfælled og Amagerfælled, der var skueplads for de grumme henrettelsesscener. Brændemærkning og piskning ved kagen på Nytorv fortsatte dog indtil 1780.

I dag viser en forhøjning på Nytorv, hvor skafottet og kagen har stået.

På vej til piskning	Dommen	Henrettelsen

Henrettelsen af Inger Christensdatter

En af dem, der antageligt blev halshugget på skafottet bag rådhuset, var den 23-årige tjenestepige Inger Christensdatter.

Den 5. august 1705 afsagde Københavns byret eller rådstueret, som den blev kaldt, dom over Inger. Dommen, der afslutter det 34-sider lange retsdokument, lød på at hun ”forsaadan sin udædist gierning sig selv til velfortient Straf og andre til Straf og afskye bør miste hendis hoved, hovedet sættis paa en Stage.”

Inger Christensdatters forbrydelse var, at hun havde født i dølgsmål, dvs. hun havde født et barn i hemmelighed, og at barnet døde.

Den 12. marts 1705 sendte hendes arbejdsgiver, brændevinsbrænder Jens Laursen i Vingårdsstræde, hende efter malt i den kgl. maltmølle, der lå for enden af Skt. Annægade tæt ved bolværkerne og Kvæsthuset. Der gik fødslen i gang. Stående ved bolværket fødte hun i al ubemærkethed sit barn.

Efter fødslen søgte Inger hen i maltmøllens port. Herfra holdt hun øje med, hvad der skete ved bolværket, hvor hun havde efterladt sit barn i et hul dækket med hestemøg. Derfor så hun en soldat standse op ved stedet, hvor det nyfødte barn lå.

Soldaten havde hørt noget pibe og troede, det var en kattekilling eller en odder, der var skyllet op. Ved hjælp af en bådshage fik han gravet hullet fri. Stor var hans overraskelse, da det var et nyfødt endnu levende drengebarn, der kom til syne. Drengen levede dog kun nogle få dage.

Helt havde Inger åbenbart ikke kunnet skjule sin graviditet. For hun blev anholdt allerede samme dag. Under den senere retssag erklærede hun, at barnet under fødslen var faldet ned i hullet og der var faldet hestemøg hen over det. Hun havde ikke villet slå det ihjel, men ville have hentet det, når der var færre folk i området. Men retten troede hende ikke og dømte hende til halshugning.

Det fjerde rådhus

Under den store brand i 1728 brændte næsten halvdelen af den gamle middelalderbys huse, heriblandt rådhuset.

Det nye rådhus, det fjerde i rækken, blev efter branden opført på de gamle fundamenter med generalbygmester Johan Conrad Ernst og den senere overlandbygmester Johan Cornelius Krieger som arkitekter. Rådhuset blev opført i barokstil, hvor stensøjler og -figurer samt Christian den 6.s buste og det kongelige våbenskjold udgjorde facadens udsmykning.

Det fjerde rådhus	Det fjerde rådhus	Lejekontrakt til Rådhuskælderen

Også på bygningens mere ydmyge bagside blev det kongelige våben anbragt og i de to symmetrisk anbragte gavlfelter ses Københavns byvåben. Ligesom i det nedbrændte rådhus førte åbne arkader i bygningens bagside ind til arresten og rådhusets værtshus, der var indrettet i den høje kælderetage. Herover lå byretssalen, brandvagtstuen, politikammeret og forvaltningens øvrige kontorer.

Rådhushallen var samlingsstedet for alle, der havde et ærinde i rådhuset. Så her var der et mægtigt leben. Det var også her byens borgere blev bekendt med nye forordninger om stort og småt vedr. livet i byen. De blev læst op fra galleriet, der førte ind til magistratens rådssal, og siden slået op på rådhusets dør.

Beværtningen i rådhuskælderen

Det var en tradition, at der i rådhuset var en offentlig beværtning – en tradition, der i hvert fald gik tilbage til Christoffer af Bayerns stadsret fra den 14. oktober 1443. Her blev det slået fast, at Magistraten, dvs. borgmestre og rådmænd, havde ret til en stadskælder, som beværtningen blev kaldt dengang. Så vidt vi ved, er det første gang, at en sådan nævnes.

Magistraten drev ikke beværtningen selv, men lejede den ud. Af udlejningskontrakterne fremgår, hvilke slags drikke der skænkedes i rådhuskælderen. Bl.a. i værtshusholder Johan Daniel Kleins kontrakt fra 1685. Her står, at der i lighed med tilsvarende rådhuskældre i udlandet skulle udskænkes ”Adskillige Slags baade af Rinsk, Spansk og franske Viine saavel som Alle Andre Slags Vine og Allehaande Slags fremmed Øll.”

Rådhusarresten

I hvert fald fra 1610 og indtil det fjerde rådhus nedbrændte i 1795 havde der også været indrettet arrest i rådhuset.

I det fjerde rådhus var der indrettet celler både på første sal, stue og i kælder. Cellerne lå ikke alene tæt ved bystyrets og byretten lokaler, men også tæt på vinkælderen og andre lokaler, hvor byens borgere kom. Ingen, der kom i bygningen, kunne derfor undgå at bemærke stanken og støjen fra de ofte overfyldte celler. Og gennem de højtsiddende tremmevinduer og gitterhuller i celledørene kunne de indsatte følge med i livet uden for og komme i kontakt med folk, der færdedes i bygningen.

Forordninger	Stadsret	Arrestforvalternotat

Rådhusarresten eller “byens hægte”, som den også blev kaldt, fungerede primært som varetægtsfængsel. Arresten var befolket af en ganske broget skare. Det ses af et notat fra politimester Frederik Horn i 1761, hvor han skrev: ”Mand- og Qvindfolk, Civile og Militaire, Fornemme og Gemene, Besmittede og Ubesmittede, Tyve, Spitzbube, Galne, Beskjænkede p.p., som af Vægterne om Natten blive opbragte, pêle mêle kommer tilsammen, hvoraf ufeilbarligen flyde mange vederstyggelige Suiter.”

Der blev efterhånden skredet ind over for den sociale og kønsmæssige sammenblanding af de arresterede De mere velstillede blandt de indsatte fik en særskilt celle, det samme gjorde kvinderne. Her indsattes ”alle slags Fruentimmere, Beskiænkede, Afsindige, Syge og fulde af Utøy, saa den paa en Nat kand blive stinkende og opfyldt med krybende Kreaturer.”

Forholdene i cellerne var usle. Der var ikke brikse nok til de indsatte, det vrimlede med utøj og luften var kvælende. Den fordærvede luft skyldtes de overfyldte celler og de manglende udluftningsmuligheder. Stanken blev forværret af, at de indsattes måtte forrette deres nødtørft i cellen. De spande, der blev benyttet, blev båret ud igennem rådhushallen for at tømmes. Derved bredte stanken fra cellerne sig til den øvrige del af bygningen.  

Særlig usle var de celler, der lå i kælderen. Væggene drev af fugtighed og der var hverken lys eller mulighed for udluftning. Her måtte indsatte, der var dømt til vand og brød, afsone deres dom.

Dreng i rådhusarresten

Ikke kun voksne, men også mindreårige børn blev indsat i rådhusarresten. Først med børneloven og straffelovsændringen af 1905 blev den kriminelle lavalder fastsat til 14 år. I stedet for som tidligere at straffes med prygl og fængsel kunne børn under 14 år herefter tvangs­anbringes på opdragelsesanstalter.

Et barn i fængsel	Sagen om J. Nicolaj	Rådhuset i flammer

Om aftenen den 23. april 1791 blev den 10-årige Johan Nicolaj anbragt i rådhusarresten. Han var blevet fundet grædende på en trappesten og havde erklæret, at han var husvild.

Ganske husvild var han nu ikke. Han boede hos moderen og hendes nye mand. Godt en uges tid efter Johan Nicolaj var blevet anbragt i arresten, afleverede hans stedfar et brev til Magistraten. Heri gjorde han opmærksom på, at drengen ofte løb bort og havde ”Ugudeligheder, Tyverie og Løgn” på samvittigheden.

Hverken straf eller formaninger hjalp tilsyneladende på drengens unoder. Stedfaderens bøn til Magistraten var derfor, at hans ”ugudelige Barn” måtte blive anbragt på St. Hans Hospital.

St. Hans Hospital lå dengang på kongens tidligere ladegård ikke langt fra, hvor Forum ligger i dag. Her anbragte man afsindige, tossede, almisselemmer og venerisk syge. På dette uhyggelige sted ønskede stedfaderen altså den 10-årige dreng anbragt.

Den 4. maj 1791 tog politimester Flindt Johan Nicolajs sag op. Af udskriften fra politiprotokollen fremgår, at det ikke var første gang, drengen var indsat i rådhusarresten efter at være blevet fundet på gaden om natten. Han havde desuden begået småtyverier, var ulydig og halsstarrig. Politimesterens kendelse lød på, at det ”vanartige Barn bør straffes paa Raadstuebørsen med 2 Dages Riis.”

På den tid var det almindeligt, at fysiske afstraffelser foregik i det offentlige rum, i dette tilfælde på rådstuebørsen – eller i rådhusets forhal, som vi ville sige i dag.

Efter afstraffelsen skulle Johan Nicolaj afleveres til stedfaderen. Løb han atter bort ”eller begaaer nogen Laster, bør han være underkastet nye Tiltaler og alvorligere Straf.”

Tre år senere finder vi atter Johan Nicolaj i rådhusarresten efter at han var stukket af fra hjemmet. Han var flygtet, efter at stedfaderen i nogle dage havde holdt ham bundet i et lille aflåset rum, hvor han kun havde fået vand og brød.

Det sidste, vi ved om Johan Nicolajs skæbne er, at politimester Flindt besluttede, at han skulle fjernes fra hjemmet.

Det femte rådhus

I 1795 blev den gamle middelalderby for anden gang inden for samme århundrede ramt af en voldsom brandkatastrofe. Også denne gang blev rådhuset flammernes bytte. I dag fremgår rådhusets placering som en afmærkning på Nytorv, der viser bygningens grundplan.

10 år efter branden blev opførelsen af byens femte rådhus indledt under ledelse af tidens førende arkitekt, C. F. Hansen. Den unge arkitekt stod samtidig for genopførelsen af Christians­borg Slot, der var nedbrændt året før rådhuset. 

Det nye rådhus, der også kom til at rumme det statslige domhus, blev ikke opført på fundamentet af det tidligere rådhus. Sandsynligvis fordi der på det sted var for få muligheder for udvidelser. Desuden frygtede man, at flammerne ved en evt. ny brand ville kunne springe fra den ene ende af torvet til den anden via rådhuset, hvis det som tidligere blev placeret midt på torvet. En stor åben plads ville måske kunne bremse ildens hærgen.

Det nye Rådhus opføres	Det nye Råd- Domshus	Det sjette rådhus

Bystyret besluttede derfor at benytte en større grund, der stødte op til Nytorv, til det femte rådhus. Her havde Det kgl. Vajsenhus ligget siden branden i 1728. Men også det var blevet flammernes bytte under 1700-tallets anden store brandkatastrofe.

I juli 1815 blev det nye Råd- og Domshus indviet. Bygningen kunne med sine vældige søjler minde om et romersk tempel. Under frontonen sendte de gamle ord fra Jyske Lov ”Med Lov skal man Land bygge” deres tydelige besked til byens borgere.

De to ”Sukkenes broer” – en i hver sin ende af Slutterigade – førte fra Råd- og Domhuset til byens fængsel. Det blev opført på den grund, hvor byens arresthus havde ligget indtil branden i 1795. Dermed blev der brudt med den tradition, at rådhuset havde sin egen arrest.

Med opførelsen af Råd- og Domhuset blev der også brudt med den tradition, at der i rådhuset var en offentlig beværtning.

Det sjette rådhus

I 1873 blev tanken om, at bystyret skulle være herre i eget hus, luftet første gang. Ikke alene begyndte det at knibe med pladsen i C. F. Hansens Råd- og Domshus. Men det var heller ikke den type bygning, Borgerrepræsentationen ønskede som ramme om byens stadig voksende repræsentative forpligtelser.

Der skulle gå 19 år, inden arkitekt Martin Nyrop fik grønt lys til at opføre den bygning, der skulle blive den sjette i rækken af københavnske rådhuse. 19 år hvor sagen først synes glemt, dernæst måtte igennem arkitektkonkurrencer og ophedede diskussioner i Borgerrepræsentationen.

I 1905 - 32 år efter at rådhussagen første gang kom på den politiske dagsorden - stod vore dages monumentale rådhusbygning færdig. En bygning, hvor arkitekten havde ladet sig inspirere af den verdslige italienske renæssancearkitektur og 1500-tallets danske bygningsarkitektur, som han havde tolket på sin helt egen måde.

Ordliste

Benyttet materiale

Ud over arkivalier fra Københavns Stadsarkiv er der primært benyttet følgende:

Bruun, Carl, 1887-1901: Kjøbenhavn.

København før og nu – og aldrig. bd. 3

Langen, Ulrik, 2004: Det gyselige fængsel. Trykt i Historiske Meddelelser om København

Magtens korridorer. Københavns rådhuse i 500 år er en bearbejdelse af Stadsarkivets kulturnatudstilling 2005.