Skolesundhedplejerskens elevjournaler
Hvis du har gået i en københavnsk skole, har du mulighed for at se din egen elevjournal, der er udarbejdet af Skolesundhedstjenesten eller som det hedder i dag Kommunallægeordningen
Journalerne omfatter københavnske skolebørn, der er født i perioden fra 1930 og frem. De afleveres løbende til Stadsarkivet, når en elevårgang er gået ud af skolen. Vær opmærksom på, at enkelte journaler mangler.
Hvad indeholder journalerne?
Journalerne indeholder oplysninger om elevens navn, alder, børnesygdomme, vaccinationer, forældrenes navne og stillinger, og kan også indeholde helbredsoplysninger og sociale oplysninger om hjemmet. Desuden kan der i nyere årgange findes notater fra skolepsykologisk kontor, oplysninger om elevens opførsel og væremåde, hjemmebesøg med mere.
Hvilke oplysninger skal arkivet bruge for at finde din journal?
- Navn (da du gik i skole)
- CPR-nummer eller fødselsdato
Tilgængelighedsregler
Du skal søge Stadsarkivet om dispensation for at få adgang til Skolesundhedstjenestens elevjournaler, der er under 75 år gamle, da de indeholder personfølsomme oplysninger. Se ansøgningsskemaet og vejledningen til udfyldelse af skemaet. Læs mere om tilgængelighedsreglerne her.





