Vurderinger 1712-1964
De fleste vurderinger er foretaget i forbindelse med optagelse af prioritetslån i ejendomme. Men også utilfredshed med håndværkeres arbejde kunne få husejere til at bede om at få foretaget en vurdering. Vurderingerne blev foretaget af to vurderingsmænd, en murermester og en tømmermester, der blev udpeget af magistraten
Vurderingerne er ordnet efter kvarterer og matrikelnumre.
Vurderingerne oplyser:
- Hvem der ejede den ejendom, der blev vurderet
- Beskrivelse af bygningen, dens ruminddeling og indretning, antal latriner og skure, der findes i gården, om der er indlagt vand osv.
- Ejendommens indtægter og udgifter
- Ejendommens samlede værdi
Kvarter og matrikelnumre for de enkelte ejendomme vil kunne findes i Kraks vejviser og i opslagsbøger i Stadsarkivets læsesal og reception. Matrikelnumrene skiftede flere gange, men vurderingerne ligger på det sidste matrikelnummer fra 1806.
Gode råd
Hvis du ikke kender kvarteret og matrikelnumret for den enkelte ejendom, kan du slå op i Kraks vejviser, hvor matrikelnumrene er anført. Vejviserne findes på Stadsarkivets læsesal.
Stadsarkivet har lister over samtlige matrikelnumre fra de tre vurderinger 1689, 1756 og 1806. Her kan du se, hvordan et matrikelnummer har ændret sig gennem tiden.
Andre relevante arkivalier
- Stadskonduktørens opmålingsprotokoller 1802-1858
Her kan du se en grundplan af huset og oplysninger om etagearealet. Det kan dog være vanskeligt at afgøre, om det hus, der er i opmålingsprotokollen, er det samme som det hus, der er beskrevet i vurderingerne. Der kan være opført flere huse på matriklen gennem tiden.






