Da hospitaler blev moderne - og meget andet
9. september 2010
Fra sidste halvdel af 1800-tallet skete en eksplosiv udvikling af det offentlige sygehusvæsen med opførelse af moderne specialiserede hospitaler. Sygdom og sygdomsforebyggelse kom i stigende grad kom på den politiske dagsorden.
På Stadsarkivet findes patientjournaler fra de københavnske kommunale hospitaler. De danner udgangspunkt for arkivets kulturnatudstilling. Du vil her stifte bekendtskab med kendte og især ukendte menneskeskæbner. Der vil være patienter indlagt med diagnoserne blodforgiftning, hysteri og drankergalskab, gonorré og syfilis. Patienter med tuberkulose, der gennem årtier havde karakter af en ren folkesygdom, med spansk syge (influenza), der i 1918 ramte byens borgere som en eksplosion, og polio, der inden for nogle få måneder i 1952 dræbte eller invaliderede tusinder københavnere, især børn.
Stadsarkivet er byens hukommelse og har derfor meget andet at byde på:
På et gigantisk kort fra 1761 af København vil du kunne se, hvordan byen klumpede sig sammen inden for de gamle volde og hvordan huse, kirker og slotte så ud på den tid. Ud fra kortet vil du også kunne teste din viden om København.
I store tykke protokoller vil du kunne finde eksempler på oplysninger om københavnere fra vugge til død og få inspiration til at følge din egen slægts historie. Gennem den prostituerede Anna Klitgaard og bondefangeren Otto Knudsen vil du få kendskab til den registrering, som politi og senere folkeregister foretog af byens befolkning.
I en brandsikret boks opbevares Stadsarkivets ældste dokumenter: de nedskrevne rettigheder som København og dens beboere fik af konge og biskop tilbage til 1200-tallet. På kulturnatten vil nogle af disse dokumenter med deres kunstfærdige håndskrift, gamle laksegl og spændende historie blive vist frem.
Stadsarkivet rummer kilometervis af gamle protokoller og dokumenter. Slid og ælde gør, at mange af dem trænger til at blive repareret eller indbundet på ny for at de kan bevares for eftertiden. På kulturnatten vil arkivets bogbinder vise dele af processen med heftning og indbinding af gamle protokoller.
Vi glæder os til dit besøg!
Læs om andre af Kulturnattens arrangementer her





