Video med Mandela på Gasværksvejens Skole
Oprindeligt skulle Mandela have besøgt en skole i Hellerup som led i sit første besøg i Danmark i februar 1992, men det blev Vesterbros multietniske skole, der trak det længste strå.

Foreningen Sydafrika Aktion, som var iblandt arrangørerne, kæmpede for at sætte den multietniske skole på programmet.
"Det var et politisk motiveret valg, og besøget kom da også i stand på trods af skolens dårlige rygte. Jeg havde ondt i maven, fordi jeg var nervøs for, hvordan det ville gå, men heldigvis forløb besøget godt", husker Morten Nielsen, informationsmedarbejder i Afrika Kontakt (tidligere Sydafrika Aktion).
Stort opbud
Nelson Mandelas besøg på Gasværksvejens Skole blev et stort tilløbsstykke i kvarteret. Tilskuere stod linet op ad Vesterbros gader og hjørner. Vinduerne i en tilstødende tom bygning til skolen var malet i ANC-partiets sorte, grønne og gule farver. På Istedgade var der stillet bannere op med teksten ”Vi overgiver os aldrig”. I skolegården hang en storskærm. Her kunne de fremmødte følge med i modtagelsen, der foregik i skolens gymnastiksal.
Takkede for dansk støtte
Nelson Mandela var på en tour i Norden efter sin løsladelse. Her takkede han landene for deres støtte til ANC (African National Congress) og modstanden mod race-adskillelse. Danmark var det sidste land i Norden til at stoppe støtten til apartheidstyret i Sydafrika. Det skete med sanktionslove i 1986. Hidtil havde Danmark haft samhandel med Sydafrika, hvor vi blandt andet importerede kul og eksporterede våben og olie til apartheidstyret.
Vi er interesserede i dit bidrag
Videoen med Mandela på Gasværksvejens Skole i 1992 er et eksempel på indholdet i vores arkiver. Vi er i gang med at udvikle en platform for Københavnernes egne fortællinger fra år 1900 frem til i dag.
Har du lyst til at skrive om dit liv og oplevelser i København? Så modtager Stadsarkivet gerne dine fortællinger eller erindringer. De kan nemlig være med til at give andre en oplevelse og indsigt i byens historie. Dine fortællinger bliver en del af byens ”hukommelse” og den arv, som vi efterlader til nye generationer.
Du bedes sende dit bidrag til stadsarkiv@kff.kk.dk
Skrevet af Nasrin Billie
Billeder taget af Afrika Kontakt






